Unges dopingmisbrug skal bekæmpes i deres nærmiljø. Derfor afsatte satspuljepartierne i 2013 6,08 mio. kr. til lokale tiltag i kommunerne, der skal forebygge og bekæmpe dopingmisbrug blandt de 13-25-årige. Landets kommuner kan fra i dag søge ny pulje til bekæmpelse af unges dopingmisbrug. Blandt ansøgerne vælges to til tre kommuner, hvis erfaringer vil blive opsamlet og evalueret til inspiration for andre kommuner, der vil arbejde med forebyggelse af doping.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Antidopingkommunerne skal forebygge unges dopingmisbrug. Det er vigtigt, at unge får et sundt forhold til deres krop og til deres træning. De unge skal have gode vaner, når de træner og laver idræt og fitness. De skal have en kultur, hvor de siger nej til doping. Det handler om at have et godt helbred, og at sundheden er i højsæde for os alle".
Minister for Sundhed og Forebyggelse Nick Hækkerup siger:
"Unge mennesker skal ikke ud i et dopingmisbrug. De løber en kæmpe sundhedsrisiko, og i værste fald kan det koste dem livet at tage steroider og andre former for doping. Derfor skal vi også gøre, hvad vi kan for at forhindre, at de unge begynder at eksperimentere med doping, og her spiller kommunerne en vigtig rolle. Sammen med for eksempel skolelærere, pædagoger i ungdomsklubber og instruktører i fitnesscentre kan de nemlig sætte gang i aktiviteter, der kan forebygge, at de unge doper sig."
De udvalgte kommuner skal sætte gang i lokale initiativer i samarbejde med relevante personer fra de unges nærmiljø. Det kan være personer fra folkeskolen, ungdomsuddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber, idrætsforeninger eller motions- og fitnesscentre. Men også personer fra politi, SSP-arbejdet, ungerådgivningen eller misbrugsbehandlingen.
Anti Doping Danmark, som har erfaring med forebyggelse af doping, vil fra start til slut være tilknyttet som sparringspartner på kommunernes projekter. Anti Doping Danmark vil således bidrage til udvikling, planlægning og afvikling af konkrete aktiviteter og tiltag, samt overordnet sparing på kommunernes indsatser.
Læs mere her
tags: Danmark, politi, uddannelse, doping, 2013, folkeskole, uddannelsesinstitution, miljø, skolelære, fitness, helbred,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar