DRs børnedramatik strøg helt til tops, da tv-programmer og tv-indhold fra hele verden pinsedag blev hædret med de prestigefyldte Rockie Awards ved Banff World Media Festival i Canada. Serien 'Pendlerkids 2', der havde premiere på DR Ultra i efteråret, hentede prisen som 'Bedste fiktion til børn'. DR sikrede sig prisen i et felt, hvor hundredvis af programmer fra hele verden har været indstillet, og hvor de øvrige nominerede blandt andre var velkendte 'Svampebob Firkant', en BBC-børneserie og også danske Legos tv-serie 'Legends of Chima'.
Er med børnetoget fra Sjælland til Jylland
'Pendlerkids' er en komediemusicalserie, der handler om en gruppe børn, der hver anden weekend kører med børnetoget mellem Sjælland og Jylland. Til hverdag har børnene rigeligt at gøre med deres hverdagsliv og skole, men i toget har de et fristed. Det er en tur på tre timer, hvor de er sammen på deres egne præmisser. Et frikvarter væk fra de voksne, bortset fra Ole (spillet af Ole Thestrup), der skal passe på dem, og alle de ting, der presser på derhjemme med forældre og pligter.
"Jeg er rigtig stolt over, at noget så originalt og moderne som 'Pendlerkids' har fået denne fornemme internationale pris. Det er fantastisk, at verden også har fået øjnene op for, hvad vi kan på børne-tv-fronten i Danmark, hvad årets nomineringer til TV-Prisen herhjemme også vidner om. Aldrig har der været så mange nomineringer til programmer produceret til børn," siger kanalchefen for DR Ramasjang og DR Ultra, Kirstine Vinderskov.
Også programmet 'Ultrahuset' var nomineret ved den canadiske festival - i kategorien 'Bedste børneprogram - ikke-fiktion'. Den fik dog ikke prisen.
De har lavet serien
'Pendlerkids' er skrevet af Nikolaj Peyk, Oliver Zahle, Jens Korse og Wadt Thomsen og produceret for DR af Grif Film. Oliver Zahle og Christian Grønval har instueret, og musikken til serien og den er der en del af er skrevet af Kristian Humaidan (med kunstnernavnet UFO), Nikolaj Peyk og Bossy Bo. I alt er der gennem de seneste år blevet produceret 30 afsnit af 'Pendlerkids'.
Også pris til 'Broen'
DR havde også en aktie i en anden af priserne i Canada - nemlig prisen for 'Bedste krimiserie'. Den gik til dramaserien 'Broen', som DR og svenske SVT producerer i fællesskab, og hvor det netop pinsedag blev afsløret, at der kommer en tredje sæson i efteråret 2015.
Filmlance International & Nimbus Film står bag serien, og det er Anders Landstram, Bo Ehrhardt og Lars Blomgren, der er hovedproducerne på den.
Læs mere her
tags: Danmark, Sjælland, kunst, Lego, Film, Jylland, Canada, nominering, BBC,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar