Forbrugerombudsmanden politianmelder rejseselskabet Prague Week ApS for at bruge alkohol i reklamer rettet mod unge under 18 år. Hermed afslutter Forbrugerombudsmanden sin undersøgelse af rejseselskabers markedsføring af ture for unge til Prag. Prague Week er det tredje rejseselskab, som Forbrugerombudsmanden politianmelder som led i sin undersøgelse.
På sin hjemmeside pragueweek.dk og på sin Facebook-side, hvortil unge under 18 år havde uhindret adgang, reklamerede Prague Week for skolerejser til Prag i uge 7 og 8 2014. På sin hjemmeside anvendte selskabet blandt andet udtrykket "pubcrawl", og under overskriften "For dig der skal give den gas i Prag - og som ikke vil gå glip af noget!" var der blandt andet "10 % rabat og happy hour indtil 22.00
"
Derudover blev der vist billeder af alkohol i forbindelse med diverse barmiljøer. Og der indgik billeder og indslag i videoer med glade unge mennesker, der skålede med glas, hvis indhold ledte tankerne hen på alkohol. Det skete blandt andet under overskriften "En typisk dag i Prag".
På pragueweek.dk stod der, at "
da det er en tur for hele skolen, kan alle deltage, så længe de går på gymnasiet, handelsskolen, teknisk skole lign. uddannelse eller universitet."
Der var intet aldersfilter, der sikrede, at unge under 18 år ikke havde adgang til hverken pragueweek.dk eller Prague Week's Facebookside.
Forbrugerombudsmanden har tidligere politianmeldt to rejseselskaber for ulovligt at bruge alkohol i deres markedsføring over for unge.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:
"Jeg afslutter nu min undersøgelse af rejseselskabernes markedsføring af ture for unge til Prag. Det har desværre vist sig, at der er flere selskaber som bruger alkohol til at lokke de helt unge med, selvom det er forbudt."
"Jeg vil fortsat have fokus på, at rejseselskaberne ikke bruger alkohol, når de markedsfører sig over for de helt unge."
Om markedsføringslovens § 8, stk. 3
Markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
Læs mere her
tags: markedsføring, politi, uddannelse, Facebook, ombudsmand, gymnasiet, miljø, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar