søndag den 19. januar 2014

Rotary vil hjælpe Folkeskolen i nyt samarbejde

Folkeskolen er de første til at få gavn af et nyt samarbejde mellem Rotary og det private netværk: Center for Socialt Ansvar. Samarbejde mellem CFSA og Rotary skal nytænke og styrke velfærdssystemet – Det bliver banebrydende for social forandring for børn, unge, familier og udsatte grupper i lokalmiljøet.
Samarbejdet betyder både flere ressourcer og nytænkning til velfærdssystemet.
Visionen for samarbejdet er, at skabe et Socialt Innovationsnetværk, hvor Rotary Danmark opretter en ressourcebank, hvor medlemmerne kan notere deres faglighed og personlige ressourcer til at skabe social forandring i lokalområdet. I første omgang er det Kgs. Lyngby Rotary Klub og Amager Rotary Klub, der samarbejder med CFSA om en række konkrete aktiviteter.

Samarbejdsaftalen er indgået i november 2013 med en handlingsplan for en 3-årig periode, hvor målet er, at Rotary klubber i hele Danmark kan deltage.

En hjælp i forbindelse med skolereformen
Samarbejdet fokuserer i første omgang på et tilbud, som skal motivere flere elever i 6.-9. klasse til at bestå 9. klasse og tage en ungdomsuddannelse.

Her vil rotarianere stille op som frivillige mentorer med den erhvervserfaring som Folkeskolereformen ønsker mere i spil, og desuden bruge deres kompetencer ved at fungere som lokale koordinatorer for skoler og mentorer i lokalområderne, baseret på CFSA's Erhvervsguide-koncept, uddannelse og support.

Senere er det tanken, at involvere Rotary i andre aktiviteter i CFSA.

Unikt samarbejde
I Center for Socialt Ansvar er der stor glæde over det nye samarbejde. Det er helt i tråd med centrets vision om, at de frivillige, det private og det offentlige sammen kan løfte sociale opgaver til stor gavn for samfundet:

"Samarbejdet med Rotary er helt unikt. Det opfylder fuldt ud det ønske, vi har om, at vi udvikler koncepter for samfundsnyttige tiltag i samarbejde med private og det offentlige. Starter dem op i mindre skala, og derefter finder frivillige aktører, som vil løfte opgaven, og brede den ud lokalt," lyder det fra Erik Thorsted, direktør i Center for Socialt Ansvar.

Rotary ønsker at virke for social forandring i lokalsamfundet
Hos Rotary ser man Center for Socialt Ansvar som katalysator til at opfylde et mål, rotarianere har arbejdet hen imod gennem længere tid.

"Hvor vi i Rotary traditionelt har rettet indsatsen mod at hjælpe i uudviklede områder i verden, ser vi nu en stigende interesse for at udnytte medlemmernes ressourcer i vores egne nærområder. Som et kompetent erhvervsnetværk har vi både ressourcer og faglighed til at gøre en forskel i de lokalområder, hvor vi er repræsenteret. Her kommer CFSA ind som den perfekte samarbejdspartner, netop fordi de har gennemtænkte afprøvede koncepter, som vi kan understøtte," siger Annette Winkel Schwarz fra Rotary.

Rotary håber, at samarbejdet samtidig vil tiltrække nye og yngre medlemmer til Rotary, der ønsker at gøre en forskel gennem frivilligt socialt arbejde.

CFSA har gennem 15 år udviklet en række sociale koncepter, og fungerer i dag som et privat netværk for en bred vifte af non-profit organisationer med samme overordnede mål: At skabe mere velfærd for færre midler.

Udover Erhvervsguiderne, rummer CFSA:
- Natteravnene (200 aktive lokalafdelinger – ca. 7.000 frivillige)
- Bydelsmødrenes Landsorganisation (40 lokalafdelinger – ca. 450 frivillige)
- Familieiværksætterne (kommunale/regionale familiestart kurser)
- Bag Facaden – (hjælp til familier med børn der er misbrugere) (nyt)
- High:five (konsulenter som bringer kriminelle unge i arbejde på landsplan)
- GirlTalk (50 frivillige kvinder, som chatter med udsatte teenage piger)
- Home-Start Danmark (frivillige hjælpefamilier til nystartede familier i krise)
og der kommer løbende nye projekter og aktiviteter til.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, Lyngby, uddannelse, 2013, Amager, kriminelle, faglighed, mentor, organisation, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar