tirsdag den 26. marts 2013

Storbyunge markant mindre kriminelle

Unge under 18 fra især storbyområder er markant mindre kriminelle i dag end tidligere. Det fremgår af en ny rapport fra Justitsministeriet, der viser, at ungdomskriminaliteten i tæt bebyggede områder styrtdykker og nærmer sig niveauet for landdistrikterne.

Hvis du er en dreng under 18 år og vokser op i en storby, er der i dag markant mindre risiko for, at du kommer i kontakt med politiet på grund af tyveri, vold, hærværk mv. end tidligere.

Det viser en ny undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor. I Københavns Politikreds er ungdomskriminaliteten således faldet med hele 56 procent siden 2006.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

Tallene glæder mig oprigtigt, og jeg tror, at det i høj grad er resultatet af en indsats fra et dygtigt politi og et velfungerende SSP-samarbejde.

Ungdomskriminalitet har længe været en topprioritet for regeringen, og det vil den blive ved med at være. Vi skal derfor fortsætte arbejdet med at holde unge ude af kriminalitet. Det er godt for de unge selv og for vores samfund.

Den seneste tids bandeuroligheder viser, at der stadig er problemer. En hård kerne af unge begår meget alvorlig kriminalitet. Derfor skal det massive politipres på banderne fastholdes. Samtidig er regeringen i dialog med kommunerne om, hvordan vi sammen kan styrke indsatsen for at forhindre rekruttering til banderne: Det sker blandt andet ved en stærkere indsats målrettet de særligt udsatte boligområder for at stække bandernes rekruttering af unge til deres modbydelige netværk og aktiviteter.

Størst fald i storbyer

Undersøgelsen, der for første gang kortlægger udviklingen i mistanker og sigtelser mod børn og unge fordelt på kommuner og politikredse, viser et drastisk fald i ungdomskriminalitet i tæt bebyggede områder.

På førstepladsen ligger Nordsjællands Politikreds, hvor kriminaliteten begået af unge under 18 er faldet med 54 pct. fra 2001-2012. På en delt andenplads følger København og Østjyllands Politikredse med et fald på 49 pct.

Til gengæld er ændringen i kriminalitetsniveauet meget mindre i landdistrikterne. I den modsatte ende af skalaen ligger således Syd- og Sønderjyllands og Midt- og Vestjyllands Politikredse med et fald på henholdsvis 19 pct. og 22 pct.

Unge på landet begår dog fortsat betydeligt mindre kriminalitet end unge i byområder. Midt- og Vestjyllands Politikreds har således landets laveste ungdomskriminalitet med 18 forhold pr. 1000 unge under 18 år i 2012.

Flest forhold finder man til gengæld i Københavns Politikreds, hvor der i 2012 blev registreret 39 mistanker eller sigtelser pr. 1000 unge. I 2006 lå det tilsvarende tal på 87.

Forskningschef Britta Kyvsgaard fra Justitsministeriet siger:

Undersøgelsen viser, at faldet i børne- og ungdomskriminalitet først og fremmest skyldes, at færre børn og unge kommer i kontakt med politiet, og ikke, at de børn og unge, som politiet kommer i kontakt med, er mistænkt eller sigtet for færre lovovertrædelser.

Det er en vigtig forskel, for det betyder, at færre får indledt en kriminel karriere tidligt i deres liv. Og kommer man ikke ind på en kriminel løbebane i de unge år, er der en bedre chance for, at det slet ikke sker.

Mens kriminaliteten begået af unge under 18 steg fra 2001 frem til 2006, er den siden faldet stødt hvert år. I 2012 nåede ungdomskriminaliteten således det hidtil laveste niveau, siden man begyndte at opgøre tallet i 2001.

Færre drenge med plettet straffeattest

Undersøgelsen viser samtidig, at det især er blandt drenge, at kriminaliteten er på retur. Alene fra 2006 til 2012 er drengenes kriminalitet således faldet med 48 procent. Til sammenligning faldt pigernes i samme tidsrum med 29 procent.

Rapporten bygger på data fra Rigspolitiet om mistanker og sigtelser for straffelovsovertrædelser af børn og unge under 18 år.

Journalister kan kontakte forskningschef Britta Kyvsgaard, telefon: 7226 8440 eller kommunikationsmedarbejder Tina L. Hansen, mobil: 2069 0893.

Læs mere her

tags: euro, København, politi, Justitsminister, 2001, Nordsjælland, storby, regeringen, Østjylland, førstepladsen, dykker, uroligheder, 2012, 2006, kriminelle, Justitsministeriet, Sønderjylland, regering, kommunikation, Forskning, byområder,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar