søndag den 10. juni 2012

Ny børnebog af Kirsten Ahlburg: Lyset der ikke ville gå ud

I anledning af H.C. Andersens 200-års fødselsdag blev der i 2005 udskrevet en eventyrkonkurrence om at skrive det bedste eventyr i H. C. Andersens ånd. Et eventyr i flere lag, som kunne forstås af både børn og voksne. Kirsten Ahlburg bidrog med sit eventyr Lyset der ikke ville gå ud og vandt blandt 126 indsendte eventyr hovedpræmien med det bedste eventyr. Udvalget skrev som begrundelse:

Vinder af konkurrencen er Kirsten Ahlburg med eventyret Lyset der ikke ville gå ud . Det er en gribende fortælling om en ensom gammel dame, der får et lys i fødselsdagsgave af sit barnebarn. Lyset har menneskelige egenskaber og kan ikke gå ud. I løbet af dets levetid får dets flamme oplyst den gamle dames sind, således at hun, da lyset endelig dør ud, er i stand til at møde livet igen med glæde og taknemmelighed. Med både sproglig og litterær tæft taler Ahlburg, helt i Andersens ånd, til både børn og voksne med en enkelhed og en menneskelig varme, som vækker dybe følelser hos læseren.

Eventyret blev udgivet sammen med forfatterens nye eventyr under titlen "Lyset der ikke ville gå ud og andre eventyr" i 2007.

Eventyret udkommer nu i en bearbejdet version som billedbog. Bogen er illustreret med charmerende tegninger af Susanna Hartmann, som tidligere har illustreret mange af H.C. Andersens eventyr.

Bogen udkommer d. 3. november 2011 ved TURBINE forlaget.

Lyset der ikke ville gå ud/ Kirsten Ahlburg
Med illustrationer af Susanna Hartmann. Turbine, Århus, 2011. 
32 sider. ISBN: 978-87-7090-607-4
Vejledende pris 239,- kr.

Læs mere her

tags: 2011, Århus, Vejle, 2007, sprog, konkurrence, forfatter,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar