fredag den 10. juli 2015

Karla ønsker sig en far – en børnebog om at være en familie uden en far


Kan man ønske sig en far i fødselsdagsgave Det gør Karla i hvert fald. Karla har ikke en far. Hendes mor har fået hende ved hjælp af en sæddonor. Karla ved godt, hvordan det hele er gået til, men hun ved ikke ret meget om, hvordan det er at have en far. Men hun har en morfar og en mormor, og så har hun Anne. Og det er ikke alle børn, der har en Anne. Faktisk har Karla opdaget, at familier kan se meget forskellige ud.Ønsket om at have en far deler Karla med mange børn. Der er nemlig flere og flere børn, der kommer til verden med kærlig hjælp fra en sæddonor. I bogen "Karla ønsker sig en far" ser vi, hvordan man kan være en familie uden en far, og vi hører også, hvordan Karla og hendes mor taler om det med at ønske sig en far. Karla stiller mange spørgsmål, og selvom nogle af dem er meget svære at svare på, forsøger mor alligevel.

Karla ønsker sig en far er den tredje bog i serien om Karla, der er blevet til ved hjælp af sæddonor. I denne bog er Karla blevet ældre og skal lige straks starte i skole. Bogen er til børn i 5-7 års alderen.

Bogen henvender sig til alle børn, der går og tænker over, hvad en familie egentlig er. Bogen giver indblik i forskellige familieformer, herunder familieformen: Mor-barn-donor.
Bogen giver anledning til tanker og snak om, hvad en familie er og om, hvor forskellige familier kan være. Det er eksempelvis ikke alle børn, der har alle fire bedsteforældre. Og det er heller ikke alle børn, der har en hund.

Bogen giver et nuanceret billede af, hvordan moderne familier ser ud. Og kan derfor være et redskab for lærere, pædagoger, forældre og bedsteforældre, der er tæt på moderne børn, som skal lære at navigere i skilsmissefamilier, regnbuefamilier, singlefamilier, sammenbragte familier og mange andre familieformer.

En særlig tilblivelsesproces
Mor og datter skriver bøgerne sammen:
"Det er Karlas spørgsmål, der danner udgangspunktet for hver af bøgerne. Hun spørger, og jeg forsøger efter bedste evne at svare, så hun forstår det. Med tiden bliver forklaringerne mere detaljerede og grundigere. Det gør de, fordi Karla bliver ældre og har brug for at vide mere. Det er Karla, der bestemmer, hvem der skal med i bøgerne, og hvordan de skal indgå. Min opgave er så at få historien til at hænge sammen. Vi fortsætter så længe, der er spørgsmål at svare på", siger forfatter og journalist Pia Olsen om bøgerne.

"Karla ønsker sig en far" er skrevet af Pia Olsen og Karla Elena Olsen. Illustreret af Ina Korneliussen. Udgivet på Forlaget Citat i juli 2015. Pris 169 kr.

I samme serie er tidligere udgivet: "Hvor er Karlas far " Og "Karla leger mor og børn".
Pia Olsen har også skrevet bøger til voksne om det at få et barn uden en mand: "Mor uden far" og "Alene om opdragelsen".

Læs mere her

tags: skilsmisse, journalist, forfatter, stemmer, Forlag,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar