torsdag den 28. januar 2016

De yngste børn i centrum for nyt Kvalitetsforum for Dagtilbud


Hvis alle børn skal have samme muligheder for en god start på livet, må alle omkring børnene tage ansvar for udviklingen af dagplejen og daginstitutionerne. Derfor nedsætter minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby et nyt Kvalitetsforum for Dagtilbud med de centrale parter på dagtilbudsområdet.Når organisationer og fagforeninger på dagtilbudsområdet onsdag den 27. januar for første gang sætter sig sammen omkring bordet med minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby i Kvalitetsforum for Dagtilbud, er formålet klart. De yngste børn skal have kvalitet i deres dagtilbud, hvad enten det er vuggestue, dagpleje eller børnehave.

"Børn er vores vigtigste råstof, og vi ved, at børn, der har gået i et dagtilbud af høj kvalitet, lykkes bedre i skolen og senere i voksenlivet. Både vi politikere, der fastlægger de overordnede rammer, og det pædagogiske personale og forældre, der hver dag er sammen med børnene, har et fælles ansvar for at sikre kvalitet og tryghed i dagtilbud. Derfor skal vi tale om, hvordan vi i fællesskab kan skabe endnu bedre rammer for de første vigtige år af vores børns liv," siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Kvalitetsforum for Dagtilbud består ud over ministeren for børn, undervisning og ligestilling af formændene for BUPL, FOA's pædagogiske sektor, Børne- og Kulturchefforeningen (BKF), KL's børne- og kulturudvalg, Forældrenes Landsforening (FOLA), Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO), BUPL's lederforening og Rådet for Børns Læring.

På en række møder med skiftende temaer skal medlemmerne i Kvalitetsforum for Dagtilbud give deres syn på væsentlige udfordringer i børnehaver, vuggestuer og dagpleje. Parterne skal også komme med deres bud på, hvordan konkrete tiltag og løsninger kan se ud.

Fakta

Det nye forum består af repræsentanter fra:

- Kommunernes Landsforening (KL)
- Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL)
- Fag og Arbejde (FOA)
- Børne- og Kulturchefforeningen (BKF)
- Forældrenes Landsforening (FOLA)
- Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO)
- BUPL's lederforening

Derudover deltager Rådet for Børns Læring som associeret medlem.

Forummets medlemmer får mulighed for at få indflydelse på bl.a. mødetemaer, oplæg mv.

På møderne vil forskere, videnspersoner og praktikere og medlemmerne selv præsentere aktuel viden fra forskning og praksisoplæg.

Første møde i Kvalitetsforum for Dagtilbud afholdes onsdag den 27. januar 2015, klokken 19.00-21.00, i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Læs mere her

tags: politi, LO, OL, fagforening, fagforening, Kommunernes Landsforening, børnehave, organisation, undervisning, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar