mandag den 30. november 2015
Adda har diabetes
Ny børnebog om en helt almindelig pige med et særligt liv
Lige før jul for to år siden ændredes Addas liv sig. Hun blev indlagt på sygehuset, og lægerne fandt ud af, at hun havde diabetes 1. Den juleaften blev meget anderledes for Adda, og lige siden har hendes hverdag været en anden end før. Adda skal måle sit blodsukker cirka 10 gange i døgnet, og hun skal altid have sit 'diabetesgrej' med sig. Nogle gange skal hun vækkes om natten og drikke juice, hvis hendes blodsukker er lavt.
Hver dag får et barn i Danmark konstateret sygdommen, og forskerne ved ikke, hvorfor tallet stiger. Behandlingen af diabetes 1 udvikler sig, men det er stadig en kronisk sygdom, der har konsekvenser for de børn, der får sygdommen, og for deres familier. I Adda har diabetes kan børn fra 5 år og deres forældre, bedsteforældre og andre voksne læse historien om Adda på 8 år og hendes familie og få indblik i, hvad det vil sige at leve med diabetes 1. I bogen møder de Adda, der er en helt almindelig og ret sej pige. Hun og hendes familie har valgt at fortælle om deres hverdag, fordi de tror på, at hvis flere får viden om sygdommen, bliver det lettere for dem, der er ramt af den, at leve et godt liv - hvor de ikke skal slås med fordomme og uvidenhed.
Udgivelsen er støttet af Novo Nordisk og Børnekontoen, et legat under Diabetesforeningen.
Forfatter Malene Fenger-Grøndahl er uddannet journalist og arbejder freelance som journalist og forfatter. Har skrevet og bidraget til en række fag- og undervisningsbøger til både børn og voksne samt flere skønlitterære bøger til børn.
Fotograf Maj Olika er billedkunstner, illustrator og fotograf (se www.majolika.dk) og har tidligere samarbejdet med bogens forfatter om flere børnebogsudgivelser.
For interview med forfatter og med bogens hovedpersoner kontakt: Malene Fenger-Grøndahl, tlf. 26742576, e-mail: malene@fenger-grondahl.dk
Bogen udkommer hos TURBINE den 30. november 2015
Adda har diabetes // Malene Fenger-Grøndahl // Fotografier af Maj Olika. TURBINE, Aarhus 2015 // ISBN: 978-87-406-0739-0 // Vejledende pris 249,95
Læs mere her
tags: Danmark, interview, Vejle, juleaften, kunst, sygehus, Novo Nordisk, journalist, diabetes, undervisning, forfatter, sygdom,
søndag den 29. november 2015
Håndtegnede striber og billeder med den "rigtige" Rasmus Klump
Nu kan du få den "ægte" Rasmus Klump op på væggen derhjemme den Rasmus Klump, der blev skabt af Vilhelm og Carla Hansen til avisstriberne og bøgerne i 50'erne.Rasmus Klump er et dansk ikon. Elsket af voksne og børn ikke kun i Danmark men i hele verden. Og for første gang kan du nu få eksklusive reproduktioner af de allerførste Striber og håndtegnede farvelagte tegninger af Rasmus Klump og hans populære venner, som de blev skabt af Vilhelm og Carla Hansen for mere end 50 år siden.
Rasmus Klump er den største figur i dansk tegneseries historie. Siden han kom til verden i 1951, er han udkommet i mere end 20 lande og har solgt mere end 20 millioner tegneseriehæfter, mens tegneseriestriben, der blev publiceret i mere end 120 aviser i 21 lande, blev trykt i over 30 millioner eksemplarer.
Med eksklusive rettigheder fra Egmont har Rasmus Klump Galleriet stået på hovedet i tegnerens arkiver og fundet de smukkeste, sjoveste og sødeste tegninger fra Rasmus Klumps verden, som vi husker den. Tegningerne kan nu købes som genoptryk i glas og ramme.
Originale håndtegnede striber
Rasmus Klump blev født som en avisstribe i Berlingske Aftenavis i 1951, og det er her, vi finder den "ægte" Rasmus Klump, fra før han blev farvelagt og udkom i bøger og på film.
Nu genudgives de bedste af striberne i begrænset oplag: Rasmus Klump Galleriet har med Egmonts velsignelse været på opdagelse i arkivet og fundet Vilhelm og Carla Hansens originale tegninger til avisstriberne - med håndskrevne tekster, rettelser og kommentarer.
Rasmus Klump levede videre i farve efter avisstriberne, og her findes der et væld af flotte, sjove og hyggelige motiver med Rasmus Klump og hans venner, alle tegnet af Vilhelm Hansen før computeranimationens tid. En række af disse tegninger med de kendte figurer er også blevet genoptrykt og kan købes indrammet hos Rasmus Klump Galleriet.
Om Rasmus Klump Galleriet
Idémanden bag Rasmus Klump Galleriet er journalist Troels Uhrbrand Rasmussen, som hermed endnu en gang dykker ned i den danske kulturskat og får den til at genopstå i en ny kontekst. Han gjorde det første gang i 2004 med dvd'erne Danskernes egen Historie, der gav nyt liv til sjældne historiske filmoptagelser, og igen i 2012 med Dansk Plakatkunst, der finder og genoptrykker sjældne danske reklameplakater fra starten af 1900-tallet. Nu får vi også lejlighed til at besøge Rasmus Klumps verden, som vi husker den.
Besøg Rasmus Klump Galleriet på www.rasmusklumpgalleriet.dk
Læs mere her
tags: Danmark, dvd, kunst, computer, dykker, tegneserie, 2012, journalist, Egmont,
lørdag den 28. november 2015
Julemarked og julemåned blandt hajer og rokker
Den 21.-22. november slår Kattegatcentret for første gang dørene op for et kæmpe julemarked, og også december måned byder på masser af juleoplevelser.For første gang nogensinde inviterer Kattegatcentret til et kæmpe julemarked den 21.-22. november, hvor der er mulighed for at dykke ned i et hav af spændende juleboder.
"Vi glæder os rigtig meget til for første gang i Kattegatcentrets historie at sparke julen godt i gang med et kæmpe julemarked. Julemarkedet skal udover at give vores gæster en rigtig god juleoplevelse også minde dem om, at vi i dén grad er en attraktion, der også om vinteren har masser at byde på," fortæller direktør i Kattegatcentret Bjarne Klausen, der i anledning af julemarkedet har sat entréprisen helt ned til kun 20 kr.
Begge dage på julemarkedet vil der være over 50 spændende juleboder, hvor man blandt andet kan købe julelækkerier, julegaver og julepynt. Derudover kan børnene også deltage i spændende juleaktiviteter.
LAV EN IS-SKULPTUR
Lørdag den 21. november får julemarkedet besøg af billedhugger Søren Cip Nielsen fra Ice Team, der udover at hugge en kæmpe is-skulptur foran julemarkedets gæster, også vil lære færdighederne fra sig.
"Jeg glæder mig personligt meget til at få besøg af Ice Team, der vil tage en masse is med og lære børnene at hugge flotte is-skulpturer og der er heldigvis masser af inspiration at hente blandt vores mere end 250 arter af havdyr i Kattegatcentret," fortæller Bjarne Klausen.
Søndag den 22. november underholder Kattegatspejderne på julemarkedet med knob, lejrbål og et hav af andre sjove spejderaktiviteter. Julemarkedet har åbent begge dage fra kl. 10-17, og entréprisen er kun 20 DKK.
DET' SØRME, DET' SANDT, SNART DE'CEMBER!
Julehyggen fortsætter i december måned i Kattegatcentret, hvor der er et hav af juleoplevelser for hele familien!
Der er blandt andet mulighed for at lege pakkeleg med julemanden, når han holder julefrokost i Oceanariet, lave julepynt til det store juletræ og gå på jagt efter alle julepakkerne i akvarierne og vinde en fed julegave. Og så har alle børn mulighed for at hænge deres julesok op i Kattegatcentret, og der skal ikke betales entré for at tømme sin julesok for overraskelser.
Så der er rig mulighed for at komme i julestemning i Kattegatcentret med et hav af juleoplevelser!
FAKTA:
Julemarkedet har åbent den 21.-22. november fra kl. 10-17.
Entréprisen er kun 20 DKK
Busserne i Grenaa kører helt ekstraordinært i pendulfart mellem Grenaa Station og Kattegatcentret begge dage
Læs mere her
tags: direktør, EM, december, julegave,
Pot og pis
"Skæv" drenge-stunt-komedie med hjerte og fokus!Pot & pis er først og fremmest hylende morsom underholdning i øjenhøjde for drenge i alderen 12-16 år. Men den er også en sjældent velafbalanceret "samtale" med målgruppen om hashrygning og en hjertevarm historie om venskab, sammenhold og forståelse.
Handling:
9. klasse er overstået, og solen skinner på Christoffer og Benjamin. Dåseøllene er lunkne, og pigerne damper i parken Men der er også noget andet, der damper
Benjamins halvitalienske halvstorebror Sonny har nemlig "lånt" noget grej til at dyrke nogle ret mystiske cigarer, som Christoffer vist nok kommer til at bøffe lidt på Og herfra går det så kun én vej, og det er ret svært at sige hvilken, men det er i hvert fald noget med Sonnys damer, et forsvundet stearinlys, en tank lattergas, en temmelig ulovlig knallert, en forførende lægefrue, en voldsliderlig politimand og en hel masse tis
Om bogen:
Pot & pis er hverken den løftede pegefinger eller den kolde skulder. Med hjerte og rablende drengerøvshumor får Anders Topp Thomsen leveret sin enkle pointe: Hav det så sjovt som muligt men tænk dig lige om undervejs. Bogen kan læses som frilæsning/underholdning eller som led i emneundervisning om hash/stoffer i folkeskolens ældste klasser.
Anders Topp Thomsen om Anders Topp Thomsen:
"Født 1986, uddannet journalist, læser nu en kandidat på Aarhus Universitet i kognitiv semiotik. Han regner med at finde ud af, hvad det betyder, når han engang er færdiguddannet, og ved endnu ikke, hvad han vil lave, når han bliver voksen. Pot & pis er hans første og bedste bog. KH Anders"
Pot og pis / Anders Topp Thomsen. TURBINE 2015. ISBN: 9788740606843. 224 sider. Vejl. pris: 269,95 kr. Udkommer d. 27. november 2015.
Læs mere her
tags: Aarhus Universitet, politi, folkeskole, journalist, undervisning,
fredag den 27. november 2015
Større åbenhed om folkeskolernes resultater
Ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby, lancerer et nyt værktøj, som gennem lettilgængelig grafik og fleksibel adgang til data skal give skolebestyrelser, forældre, elever, lærere, skoleledere, politikere med flere et bedre og mere nuanceret grundlag for at udvikle skolerne og vælge skole til deres børn. Åbenhedsinitiativet er et redskab til at udvikle skolerne og styrke alle børns læring.I begyndelsen af 2016 vil Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling lancere et nyt digitalt værktøj målrettet skolernes interessenter. Værktøjet har til formål at give hurtig og fleksibel adgang til centrale nøgletal for grundskolerne, så forældre, elever, skoleledere, kommuner og lærere bedre kan sammenligne og følge med i udviklingen på skolerne. Her vil man blandt andet kunne se, hvordan eleverne trives på skolen, og hvordan de klarer sig efter 9.-klasseprøverne.
"Der er behov for større åbenhed omkring, hvordan de forskellige skoler klarer sig. Forældrene skal have mulighed for på et oplyst grundlag frit at vælge skole til deres børn, og skolefolket skal bedre kunne følge med i, hvordan skolerne udvikler sig, så de kan sætte målrettet ind, hvor der er behov. Her er det vigtigt, at vi ser grundskolen i et bredere perspektiv, så det ikke kun handler om karakterer, men også om trivsel og andre forhold. Når nu vi har den data, der kan give et nuanceret billede, mener jeg, at vi skal stille det til rådighed og dermed klæde alle bedre på," siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.
Det digitale værktøj skal gøre det mindre tilfældigt, hvilken data kommuner, skoleledere, lærere og forældre kan få adgang til. Dermed bliver det også tydeligere for skoler, kommuner, skoleledere og lærere, hvor der skal sættes ind, og hvor der kan hentes inspiration. Med få klik kan elever og forældre, skoleledere, lærere og kommuner sammenligne skolerne ud fra syv parametre:
Elevfravær
Skolens karakterer
Skolens karakterer korrigeret for, hvad man kan forvente i forhold til skolens socioøkonomiske baggrund
Tal for, hvordan eleverne trives socialt såvel som fagligt, ro og orden
Elevernes uddannelsesstatus efter afslutningen af 9. klasse
Andelen af fag dækket af undervisere med linjefagskompetence eller tilsvarende
Oplysninger om elevsammensætningen på skolerne.
Værktøjet vil fra sidst i januar 2016 kunne ses på hjemmesiden www.uddannelsesstatistik.dk.
KL, Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, Skole og Forældre, BUPL og Danske Skoleelever har alle været indbudt til en præsentation af værktøjet forud for lanceringen.
Læs mere her
tags: Danmark, politi, økonomi, uddannelse, nøgletal, 2016, undervisning, værktøj,
torsdag den 26. november 2015
Jul i Skovarbejderhuset
Der er julestemning i det lille Skovarbejderhus i Lunden ved Gammel Estrup i hele december måned. I adventsweekenden d. 11.-13. december bliver huset beboet af en modig familie på fire, der har valgt at prøve kræfter med tilværelsen som skovarbejder på årets barske tid.Den tredje weekend i advent danner det lille Skovarbejderhus i Lunden ved Gammel Estrup rammen om en ganske særlig juleoplevelse for en ellers helt almindelig østjysk børnefamilie. Familien flytter i denne weekend ind i det gamle hus, og må udskifte juleslik og chokolade med et æble og en håndfuld pebernøder. Familien må undvære elektricitet og rindende vand og bevæge sig ud i vinterkulden, når de skal besøge det udendørs das. Den traditionelle julemenu skal tilberedes på brændekomfuret.
"Det er vores erfaring, at de familier, der overnatter i Skovarbejderhuset oplever helt nye måder at være sammen på som familie.
Samværet bliver mere intenst og nærværet større, når man ikke bliver forstyrret af telefoner, iPad og TV. Men mange bliver også overraskede over, hvor stort et arbejde, der ligger til grund for mange af de ting, vi i dag tager for givet. At få mulighed for at leve sig ind i fortidens vilkår på denne måde kan give et spændende og tankevækkende perspektiv på nutidens hverdag. Hertil kommer, at denne familie har valgt at bo i huset i nogle af årets mest barske måneder og også må indstille sig på skovens mørke og kulde", fortæller Dorte Kook Lyngholm fra Gammel Estrup Herregårdsmuseet.
Skovarbejderfamiliens jul anno 1930
I museets åbningstid er man velkommen til at besøge familien i Skovarbejderhuset og få sig en kop kaffe og en snak om tilværelsens vilkår for fortidens landarbejderne.
I hele december måned kan man i huset også opleve udstillingen Jul i Skovarbejderhuset og få et indblik i, hvordan man der blev fejret jul i herregårdens arbejderboliger omkring år 1930.
Både på selve herregården og i Skovarbejderhuset er der hele måneden pyntet op til jul. Udsmykningen i Skovarbejderhuset er dog langt mindre prangende, end den man finder i herregårdens højloftede sale.
Skovarbejderfamiliens lille juletræ er pyntet med englehår og hjemmelavet juleklip, og indholdet i kræmmerhusene er beskedent. Familiens julepynt skulle være billig, og børnene kunne fx klippe julemotiver ud fra papirposer fra købmanden for at skabe julestemning i det lille hjem.
Jul for herskab og tjenestefolk
Udstillingen Jul i Skovarbejderhuset åbner d. 27. november og er en del af Gammel Estrup Herregårdsmuseets juletilbud. Hele julemåneden kan man på selve herregården opleve særudstillingen Jul for herskab og tjenestefolk anno 1918, og i weekenderne er der aktiviteter for hele familien.
Skovarbejderhuset ligger i Lunden ved Gammel Estrup på vejen mod Randers. Man kan parkere på vigepladsen ved Randersvej og følge skiltene de få undrede meter op til huset.
Læs mere her
tags: chokolade, Randers, december, kaffe, æble,
onsdag den 25. november 2015
Sælungen Kaia skal ud på sit livs flyvetur
Kattegatcentrets 4 måneder gamle sælunge Kaia flyver i dag til Zoomarine i Portugal, hvor hun fremover skal bo under varmere himmelstrøg.Kattegatcentrets sælunge Kaia flyver i disse timer mod varmere himmelstrøg. Hun er nemlig blevet teenager, og det er på tide, at hun flytter hjemmefra.
"Vi har en harmonisk sælflok på to voksne spættede sæler og en gråsæl, så det har hele tiden været meningen, at vi skulle af med Kaia, når hun var gammel nok til at klare sig selv. Hun har for længst frigjort sig fra sin mor og har lært at spise selv, så nu er tiden inde," fortæller kurator og biolog i Kattegatcentret, Rune Kristiansen.
MOD VARMERE HIMMELSTRØG
Kaia blev født på strandbredden i Kattegatcentrets lagune den 27. juli og skal fremover bo i Zoomarine, der er en kombineret Zoologisk have, badeland og forlystelsespark på Algarvekysten i Portugal.
"Zoomarine er ligesom os medlem af verdens største zoo- og akvarieorganisation EAZA (European Association of Zoos and Aquaria), og har derfor lige som os meget stramme retningslinjer omkring dyrehold. Vi er derfor helt sikre på, at Kaia i fremtiden vil blive passet og trænet efter alle kunstens regler," fortæller Rune Kristiansen.
KAIA HELT KLAR TIL FLYVETUR
I går blev Kaia tilset af en dyrelæge, der sikrede sig, at Kaia var sund og rask og klar til sit livs flyvetur. Hen på aftenen blev Kaia nænsomt indfanget og flyttet over i sin transportkasse, hvor hun har tilbragt natten, så hun i trygge omgivelser kunne vænne sig til de midlertidige forhold.
"Indfangningen af Kaia forløb helt efter planen. Kaia kravlede tillidsfuldt ind i nettet og blev straks flyttet over i transportkassen. Vi har de sidste par uger trænet Kaia til at ligge inde i et net, så hun var helt tryg og rolig. Kl. 5 i morges kom speditørfirmaet og hentede hende, og hun er nu sendt godt af sted og er i de bedste hænder," fortæller Rune Kristiansen, der forventer, at Kaia ankommer til sit nye hjem onsdag aften.
EN DEL AF ET VIGTIGT SAMARBEJDE
Det er en stor glæde for Kattegatcentret at sende Kaia til Portugal. Donationen er nemlig en del af et omfattende og meget vigtigt udvekslingsprogram, der er imellem akvarier og zoologiske haver verden over. Udvekslingen er med til at forhindre indavl, mindske indsamlingen af dyr fra naturen - og sikre sunde og levedygtige dyr.
"Kaia får et godt og aktivt liv i Portugal, og vi glæder os til på afstand at følge med i hendes nye liv på Algarvekysten langt væk fra kolde Danmark," fortæller Rune Kristiansen.
FAKTA
Kattegatcentrets sælflok består af to spættede sæler, Liv og Felix, og en gråsæl, Tulle
Liv fødte Kaia natten til den 27. juli 2015
De første spæde timer efter Kaias fødsel blev fanget på overvågningskamera
Kaia ankommer til sit nye hjem i Portugal onsdag aften
Læs mere her
tags: Danmark, kurator, kunst, overvågning, Zoolog, Europe, organisation, sprog, Portugal, kamera, overvågningskamera, GTI,
Abonner på:
Opslag (Atom)