fredag den 11. maj 2012

Nye pjecer om forebyggelse af vuggedød

Det sikreste sted for et spædbarn at sove er i sin egen seng i samme rum som forældrene.

Sådan lyder det i Sundhedsstyrelsens to nye pjecer om forebyggelse af vuggedød blandt spædbørn, der er målrettet henholdsvis forældre og sundhedspersonale.

Sundhedsstyrelsen fastholder desuden de tre enkle råd til spædbørnsforældre:

Læg altid spædbarnet til at sove på ryggen
Undgå rygning i graviditeten og undgå, at barnet udsættes for tobaksrøg efter fødslen
Undgå, at barnet får det for varmt, når det sover

Hvis forældrene vælger at sove med barnet i deres egen seng, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at barnet ligger mellem den ene af forældrene og sin egen seng - og ikke mellem forældrene. Barnet skal i så fald have lige så meget plads at sove på, som hvis det lå i sin egen seng.

Pjecerne beskriver også vigtigheden af, at barnet ligger så meget på maven som muligt, når det er vågent. Det kan forebygge skæve og flade hoveder som følge af anbefalingerne om at sove på ryggen.

Sundhedsstyrelsen kom med de tre enkle råd om at forebygge vuggedød for første gang i 1991. Efterfølgende er antallet af børn, der er døde uventet under søvn (vuggedød) faldet fra 120-130 børn om året til under 15 børn om året.

Læs mere her

tags: 1991, spædbørn, Sundhedsstyrelsen, tobak,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar