torsdag den 10. maj 2012

Nysne og solskin til elever fra Hørby Ungdomsskole.

Fire dag i sneen, fire dage på ski og fire dage, hvor der var sat turbo på samværet det var virkeligheden for elever og personale fra Hørby Ungdomsskole under den nyligt gennemførte skirejse til den sydtyske alpe- og skisportsby Oberstdorf.

Region Oberstdorf er Tysklands største skisportsområde, hvor sneentusiasterne kan boltre sig på hele fem alpine skiområder tre i Tyskland og to i den østrigske dal Kleinwalsertal , hvortil der fra Oberstdorf er grænseovergang såvel på landevejen som på bjergsidernes pister.

Gruppen fra Hørby Ungdomsskole prøvede under opholdet kræfter med sneen på skicentret Söllereck , der er et relativt stort område med udfordringer til alle niveauer, hvad enten det gælder ski, snowboard eller kælk.

- En skitur med en efterskole er en anderledes oplevelse for mange af eleverne, fortæller forstander Mogens Vestergård Pedersen og tilføjer, at det er vigtigt for efterskolen, at man besøger et skiområde, der på den ene side har udfordringer for eleverne, men på samme tid ikke er større end, at man møder hinanden på bakkerne, så følelsen af at være af sted i en stor gruppe er tilstede.

- Hvert år, når vi er kommet hjem vore rejser, kommer der elever og fortæller, at skituren var en lejlighed til at få snakket med nogen, som man måske ikke ellers har så stor kontakt til i hverdagen, siger Mogens Vestergård Pedersen.

Hørby Ungdomsskole vælger en ramme om den årlige skitur, hvor gruppen er indkvarteret på hotel eller vandrehjem, så alle bor under samme tag, ligesom mange af dagligdagens pligter, som hører til hjemme på efterskolen er erstattet af tid til samvær, spil, snak og snelege.

Et enkelt uheld var der dog på turen, idet en uheldig elev på den allerførste tur på det nyerhvervede snowboard faldt og brækkede sit kraveben. Det betød, at pisterne måtte erstattes af venlig pleje på sygehuset i Oberstdorf med saft og sugerør i stedet for leg på nyfalden sne. Heldigvis er behandlingen afsluttet og den uheldige ungersvend kom med hjem til Hørby, hvor der var masser af omsorg fra efterskolevennerne.

Læs mere her

tags: Tyskland, sygehus, landevej, vandrehjem, efterskole,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar