tirsdag den 2. februar 2016

Prioritér og gør dine vildeste drømme til virkelighed


"Skal man skære helt ind til benet, så er mit budskab, at alt – selv den vildeste, årelange rejsedrøm – kan lade sig gøre med en helt almindelig indtægt, hvis man f.eks. melder sig ud af forbrugerræset og prioriterer sin tid og sine ressourcer benhårdt," siger forfatter Malene Wilken, der holder foredrag på Ferie-Fritid i Odense til januar.Malene Wilken gjorde selv en vild drøm til virkelighed, da hun, hendes mand og deres to små børn stævnede ud på to års langfart i 2009.

Det virkede umiddelbart som en uoverskuelig udfordring. Parret havde hverken båd eller opsparing, og Malene Wilkens sejlererfaring var mildest talt begrænset. Hun havde ganske vist ofte drømt om at komme ud og sejle, men det var blevet ved tanken.

"Ser man på vores projekt med hverdagsbrillerne på, så var det måske lidt utopisk. Men vi holdt fast i drømmen og havde nogle uforglemmelige år, der både udfordrede os som mennesker, som par og som familie – men som også gav os nogle helt uvurderlige oplevelser med vores børn og med hinanden, som vi ikke ville være foruden i dag."

Rejsen har indtil videre gjort Malene Wilken til en efterspurgt foredragsholder og resulteret i to populære bøger om familiens oplevelser, foruden et par børnebøger og et liv som selvstændig. Hun er ikke i tvivl om, at fremtiden også byder på mange flere rejser.

"Vi har lært, at meget mere kan lade sig gøre, hvis man tør udfordre den måde, vi lever vores liv på. Især hvis man tør vælge nogle af de materielle ting fra i dagligdagen, der opfattes som selvfølgelige og nødvendige, " siger Malene Wilken. Det sværeste er at tage beslutningen. Herefter er resten, mere eller mindre, et spørgsmål om planlægning.

"Jeg er stolt over at have inspireret andre til at komme i mål med deres, umiddelbart, uopnåelige drømme. Det er fantastisk at se hvordan uoverskuelige udfordringer kan blive til overskuelige opgaver, der 'bare' skal prioriteres og løses". Det er noget af det, hun fortæller om når hun holder foredrag rundt om i landet – bl.a. på Ferie-Fritid i Odense d. 29 – 31/1-2016.

FAKTA:
Malene Wilken er forfatter og foredragsholder.

Foredrag:
Gør din drøm til virkelighed
Med udgangspunkt i egne erfaringer inspirerer Malene Wilken publikum til at turde tage det første skridt og gøre deres drømme til virkelighed. Opskriften er langt hen ad vejen den samme uanset om man vil sejle på langfart, skrive en bog, åbne egen virksomhed eller i gang med et andet stort projekt.

På skovtur gennem Europa – med båd
Foredraget handler om den del af familiens rejse, der er beskrevet i bogen Sluserne åbner for nye eventyr og henvender sig især til folk, der har lyst til at rejse gennem hjertet af Europa, langs nogle af de mange floder og kanaler.
(Rejsen gennem Europa var Drømmerejsen i december nummeret af rejsemagasinet Where2go)

Kast fortøjningerne og tag med til Middelhavet
Foredraget handler om den del af familiens rejse, der er beskrevet i bogen Skibet er ladet med eventyr og henvender sig til alle, der har lyst til at høre om en kernefamilie, der har gjort noget ud over det sædvanlige.

Dinner/vin foredrag
En stor del af familiens rejse handlede om at 'smage på området'.
I samarbejde med en kok eller sommelier sammensættes en menu.
Mellem serveringerne fortæller Malene Wilken om udvalgte steder på familiens rejse og læser uddrag af sine bøger.

Forfatterskab:
Skibet er ladet med eventyr (Frydenlund 2012)
Sluserne åbner for nye eventyr (Frydenlund 2013)
Kærlighed & Respekt (Frederiksberg Chokolade 2013)
Artikler til minbaad.dk og Drømmerejsen i december nummeret af where2go
Helle & Malle –et venskab på tværs af finner (børnebog skrevet i samarbejde med Helle Børgesen fra duoen Helle for mig)
Foråret 2016 udkommer den første skønlitterære bog

Læs mere her

tags: 2009, Europa, 2013, Odense, Frederiksberg, december, selvstændig, 2012, virksomhed, 2016, forfatter,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar