lørdag den 8. september 2012

Kronprinsessen åbnede Solkampagnen 2011

HKH Kronprinsesse Mary åbnede i dag den årlige solkampagne Skru ned for solen mellem 12 & 15 på Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Åbningen markerede samtidig afslutningen på den første verdenskonference om UV-stråling og forebyggelse af kræft i huden.

Modermærkekræft og almindelig hudkræft er de kræftsygdomme, der tilsammen rammer flest danskere. Det er baggrunden for, at Kronprinsesse Mary for femte gang åbnede solkampagnen Skru ned for solen mellem 12 & 15 . I sin tale kom Kronprinsessen blandt andet ind på de store fremskridt, der er sket, siden Solkampagnen første gang blev lanceret.

- Som de fleste andre fra Australien har jeg respekt for solen. Da jeg kom til Danmark, var jeg derfor overrasket over at se, at danskerne har en helt anden holdning til solen. Godt nok er Danmark ikke opfattet som et solrigt land, men i dag er kræft i huden den største kræftsygdom med flere end 9.000 nye tilfælde hvert år - og tallet er stigende, lød det fra Kronprinsesse Mary.

- Som protektor for Solkampagnen er jeg glad for at kunne fortælle, at vi på fire år har gjort store fremskridt. Både forældre, professionelle og frivillige tager i stigende grad ansvar for at lære danskerne sunde solvaner. Personligt har jeg også bemærket en positiv udvikling i folks opmærksomhed på solens skadelige virkninger og en positiv ændring i deres solvaner, sagde Kronprinsesse Mary.

Kræft i huden kan undgås
Med Solkampagnen ønsker Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden at hjælpe danskerne med at undgå solskoldninger og for høje UV-doser gennem livet. Langt de fleste tilfælde af kræft i huden kunne nemlig undgås, hvis vi blev bedre til at passe på i solen.

- På 30 år er antallet af nye tilfælde af kræft i huden tredoblet blandt kvinder og mere end fordoblet blandt mænd. Skal den udvikling vendes, bliver vi nødt til at passe bedre på i solen. Det handler om at søge skygge og beskytte huden med tøj og solcreme særligt mellem kl. 12 og 15, når UVindexet er tre eller mere, siger Anja Philip, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Største konference om forebyggelse af kræft i huden nogensinde
Åbningen af Solkampagnen markerede samtidig afslutningen på den første verdenskonference om UV-stråling og forebyggelse af kræft i huden. 140 professionelle fra hele verden har fra den 3-5. maj været samlet for at styrke det internationale samarbejde inden for forebyggelse af kræft i huden.

- Det er utroligt lærerigt, når verdens faglige ekspertise er samlet på ét sted. Mange lande står jo med de samme problemer, men griber det forskelligt an. Konferencen har uden tvivl givet et løft til det store arbejde med at forebygge kræft i huden - både i Danmark og i udlandet, siger Anja Philip.

Konferencen var arrangeret af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens
Solkampagne i tæt samarbejde med den australske Sun Smart- kampagne fra Cancer Council Victoria.

Fakta om kræft i huden
Betegnelsen kræft i huden dækker over to typer kræft: Almindelig hudkræft og modermærkekræft.
Almindelig hudkræft er den hyppigste, og er sjældent dødelig, men kan give grimme ar.
Modermærkekræft er den farligste, mest aggressive og kan være dødelig.

Flere end 9.000 danskere får hvert år kræft i huden. Ca. 7.700 får almindelig hudkræft og ca. 1.350 får modermærkekræft.

Omkring 280 danskere mister hvert år livet på grund af kræft i huden.

Størstedelen af alle tilfælde af kræft i huden skyldes for store doser af UV-stråling fra solen eller solarier.

Det er særligt vigtigt at beskytte huden mellem kl. 12 og 15, hvor solens stråling er stærkest.
Søg skygge, brug tøj og solhat - og solcreme, dér hvor tøjet ikke dækker.

Yderligere oplysninger:
Anja Philip, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, tlf: 30381502, email: ap(at)cancer.dk
Line Rasmussen, projektleder, tlf: 61558869, e-mail: lras(at)cancer.dk

Læs mere her

tags: Danmark, Carlsberg, København, HK, udland, prinsesse, Australien, solcreme, projektleder, Kræftens Bekæmpelse, Fakta, sygdom, solarie,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar