torsdag den 12. marts 2015

Undersøgelse giver nye perspektiver på museumsundervisning for børn med indlæringsvanskeligheder

Nyt speciale om museumsundervisning for børn med indlæringsvanskeligheder viser, at der er store gevinster ved en alternativ og fysisk orienteret læringsform målrettet skoleelever med diagnoser som ADHD og autisme. Cand.mag. Helle Ingerslev Kristensen viser med sit speciale 'Læringspotentialer i museumsundervisning for børn med indlæringsvanskeligheder på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet' at specialeleverne, der har svært ved at koncentrere sig og handler meget impulsivt, har et stort udbytte af undervisningsforløb præget af praktiske aktiviteter i samspil med et historisk miljø.

"Ved at arbejde med praktiske aktiviteter oplever eleverne – måske for første gang i deres liv – at de faktisk kan noget i en læringssammenhæng, og så bliver deres motivation og dermed deres udbytte af museumsformidlingen større", siger Helle Ingerslev Kristensen.


En diagnose er ikke en diskvalifikation
Helle Ingerslev Kristensen har undersøgt, hvilke faktorer der virker fremmende for læringspotentialet og motivationen hos specialelever med indlæringsvanskeligheder som eksempelvis ADHD og autismespektrumforstyrrelser. Ved brug af en meget deltagelsesorienteret undervisningspraksis er det lykkedes at engagere denne gruppe af børn, der er svære at nå med traditionel undervisningspraksis.

"Det har i mit projekt vist sig, at denne elevgruppe, som traditionelt anses som svær at motivere, godt kan indgå i undervisningsforløb om tidligere tiders herregårdskultur med både lyst, deltagelse og engagement. Og de kan ovenikøbet koncentrere sig i længere tid. Det handler bare om at have en meget praktisk tilgang og de rette rammer", forklarer Helle Ingerslev Kristensen.

Undersøgelsen har vist nødvendigheden af at tilrettelægge og gennemføre museumsundervisningen med henblik på elevernes særlige behov for eksempel struktur og velafgrænsede undervisningsmiljøer. Og Helle Ingerslev Kristensen forklarer at netop miljøet på Gammel Estrup i form af autentiske, historiske miljøer fri for unødig forstyrrelse og sansestimulering virkede stærkt motiverende for elevernes indlevelse i værkstedsaktiviteterne.

"Mine undersøgelser viser, at elever som normalt vanskeligt tilegner sig viden om abstrakte forhold som eksempelvis tidsperioder, kan opnå en god forståelse af begreber som for eksempel mangelssamfund, når forløbene er konkret forankret i kulturmiljø, bygninger og fysiske genstande. Og det lader til, at de praktiske forløb også skaber en mere flerstrenget læring, end tilfældet er med stillesiddende undervisningsforløb præget af formidlerens fortælling", siger Helle Ingerslev Kristensen.

Et museum for børn med indlæringsvanskeligheder Helle Ingerslev Kristensen har skrevet sit speciale i samarbejde med Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, hvor feltarbejdet og undervisningsforløbene med børn fra lokale specialskoler og specialklasser har fundet sted. Og museet har planer om at fortsætte med at lave undervisningstilbud til børn med indlæringsvanskeligheder.

"Nyere forskning indikerer, at social- og ikke mindst kulturel kapital har overordentlig stor betydning for børn og unges mulighed for at klare sig fremadrettet. Det gælder naturligvis også børn og unge med indlæringsvanskeligheder siger Britta Andersen, direktør for Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, og tilføjer: "Den læring og de kulturelle værdier, som findes på museer som Gammel Estrup, giver børn og unge med indlæringsvanskeligheder en mulighed for at lære om sig selv som historieskabte og historieskabende individer og derved opnå den samme referenceramme og kulturelle kapital som andre børn og unge. Nu har vi belæg for, at vi er på rette vej med den sansebårne praktiske formidling, så vi vil selvfølgelig fortsætte og udvikle vores tilbud til denne gruppe unge".

Museumsdirektøren fortæller, at Gammel Estrup indgår i det nationale netværk for museumsundervisning for børn med særlige behov. Netværket har blandt andet til formål at kvalificere og udvikle museumsundervisningen for børn med særlige behov i hele landet. Og resultaterne fra Helle Ingerslev Kristensens speciale vil blive udbredt nationalt gennem netværket.

Gammel Estrup – Herregårdsmuseet tilbyder, på baggrund af erfaringerne fra det nye projekt, skoleforløb for børn og unge med særlige behov.

Læs mere her

tags: direktør, museum, undervisning, motivation, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar