onsdag den 25. februar 2015

Politi og brand på Midtfyns Efterskole

På Midtfyns Efterskole har man mødt stor opbakning og opmærksomhed omkring etableringen af den nye linjeprofil; Politi- og Brandmand. Nogle af dem der, med interesse, har kigget med i efterskolens retning er blandt andre Foreningen Østifternes Repræsentantskab. Her har man valgt at uddele midler til skolen i form af kr. 25.000. "Jeg synes at Midtfyns Efterskole med deres nye linje; politi-og brandmand, opfylder mange af de formål vi arbejder for hos os." - Lene Høsthaab, Østifterne

Østifterne er en forening, der arbejder for at gøre Danmark til et mere trygt og sikkert sted. Det gør de blandt andet ved at finde gode projekter og aktiviteter, der er skadesforbyggende og kan være med til at skabe et trygt og bedre samfund. Det synes de at have fundet på Politi- og brandmandslinjen på Midtfyns Efterskole.

"Jeg tror, at de fleste unge gerne vil bidrage til et bedre og mere trygt samfund, men det kan være svært at vide, hvordan og hvor man skal starte. Her er der i hvert fald en oplagt mulighed for en stor målgruppe." - Lene Høsthaab, Østifterne.

På linjens lærerteam, der består af brand- og politimænd samt skolens faste lærere, er begejstringen stor.

"Vi har sammen skabt et tilbud til de unge, der giver dem mulighed for at kunne gøre og være noget for andre. Kernen i vores arbejde med de unge centrerer sig omkring det forpligtende fællesskab og det at tage ansvar for sig selv og sine omgivelser. På den nye linje mener vi, at eleverne bliver inspireret til netop dette. Skulle man så ikke gå hen og blive politi og brandmand, giver linjen stadig en kæmpe dannelses- og erhvervsmæssig fordel." - Dan Hansen, lærer på Midtfyns Efterskole.

Desuden er det for lærerne på Midtfyns Efterskole interessant hvem, der har vist den største interesse for linjen indtil videre.

Man skulle måske tro, at det mest er drenge, der er interesseret i lege politi og brandmænd, men første tilmelding til linjen var en pige og en stor del af efterspørgslen kommer også fra piger. Det er rigtig positivt, for linjen henvender sig til alle med interesse uanset køn eller størrelse. – Dan Hansen

Politi- og brandmandslinjen starter til august 2015.
For at læse mere om linjen kan man besøge skolens hjemmeside på: www.midtfyns-efterskole.dk


Læs mere her

tags: Danmark, politi, efterskole,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar