søndag den 12. oktober 2014

Drengeakademiet – tabt af skolen

DR1-serien 'Drengeakademiet' følger en gruppe drenge, der er tabt af den traditionelle skole. På en intensiv sommercamp med fokus på fysisk udfoldelse, personlig udvikling og koncentreret faglig træning får de en sidste chance for at komme på niveau med deres klassekammerater. De er umotiverede, har lavt selvværd og er kommet flere år bagud fagligt. Drengene i DR1-serien 'Drengeakademiet' er eksempler på en af folkeskolens store udfordringer: Mange drenge halter bagefter. Næsten dobbelt så mange drenge som piger har ikke tilstrækkelige læsefærdigheder og markant flere drenge end piger modtager specialundervisning. På Løkkefondens Drengeakademi fik 100 drenge i alderen 14-16 år i år chancen for at rykke sig flere klassetrin på blot to uger i deres sommerferie.

DR1-serien følger drengenes udvikling i løbet af deres ophold og giver indblik i de læringsmetoder, mentale øvelser og den strukturerede hverdag, som akademiet byder på. På Drengeakademiet gælder det nemlig ikke kun om at proppe en masse viden ind mellem ørene på eleverne. De kommer også igennem et fysisk og mentalt træningsforløb. Blandt andet arbejder drengene med at træne syv karaktertræk, der har betydning for at gennemføre en uddannelse og senere få et arbejde: selvkontrol, engagement, vedholdenhed, social intelligens, taknemmelighed, optimisme og nysgerrighed. Drengeakademiet har til formål at bevise over for både elever og omverden, at disse fagligt svage drenge kan nås og flyttes, hvis man arbejder med dem på det rigtige niveau og med de rigtige metoder.

"En af folkeskolens store udfordringer er de fagligt svage drenge, som ofte bliver tabt og ikke samlet op igen, inden de har forladt uddannelsessystemet. Jeg kan godt forstå, hvis de unge synes, Drengeakademiets metoder virker overvældende, men tilsyneladende har de fat i noget af det rigtige. Og spørgsmålet er jo, om vores alle sammens skole kan blive bedre ved at bruge nogle af de principper og læringsmetoder, man anvender på en sommercamp som denne " siger DR1 redaktør Dorthe Thirstrup.

En hverdag i faste rammer
På Drengeakademiet er hverdagen sat i faste - og sunde rammer. Dagen starter kl. 6.30, og der er undervisning ml. 9-12, 13.30-17.30 og 19-20.30. Der indlagt pauser til motion tre gange dagligt, og akademiet har fokus på, at drengene får en sund og ernæringsrigtig kost - uden sukker. Mobiltelefoner er begrænset til en time dagligt, og der er ingen tv eller computere på værelserne, hvor natlampen skal slukkes kl. 22. De stramme regler og faste rutiner er indført for at skabe ro til læring og fordybelse. Men hvad betyder de strenge regler for drengene Kan de overhovedet holde ud at leve under de faste rammer og hvad bliver resultatet af deres anstrengelser

DR1-Serien følger livet og hverdagen på Drengeakademiet, hvor der både er faglig fremgang og personlige sejre, men også hjemve og udfordringer med at holde motivation og koncentration. I første program bliver drengene testet, så lærerne ved, hvor de står fagligt. Drengene ligger på et meget lavt niveau, og der venter en stor opgave - både for lærerne, der har to uger til at hjælpe drengene med at forbedre deres resultater og for drengene, der kan se frem til to uger med en noget anden tilværelse, end de er vant til.

DR1 sætter fokus på Folkeskolen
I anledning af 200 året for undervisningspligtens indførelse sender DR1 en række serier, der sætter fokus på folkeskolen og sætter de udfordringer vores uddannelsessystem står over for og den nye skolereform til debat. Ud over 'Drengeakademiet' har efteråret budt på 'Xinxin og de fortabte indvandrere' (premiere 27. august), 'KLASSEN - ti år i folkeskolen' (premiere primo oktober) samt første afsnit af DR Dokumentars portræt af den nye folkeskolereform (7. oktober).

Læs mere her

tags: uddannelse, indvandrere, computer, Mobiltelefon, folkeskole, social intelligens, undervisning, motivation, sommerferie, Løkke, ernæring,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar