tirsdag den 19. maj 2015

Når selv et bad bliver som at bestige et bjerg


I Den forkerte side af bordet skriver Maiken Svendsen fra Bornholm om et liv, der vælter, da hun bliver kastet ud i en kronisk kamp mod depression og skizofreni. Hun giver dermed et sjældent indblik i en verden, hvor selv det at tage et bad føles som bjergbestigning.Maiken Svendsen havde aldrig forestillet sig, at hun skulle ende som bruger i det psykiatriske system. Men den 22. november 2007 blev Maiken indlagt og måtte langsomt vende sig til en ny virkelighed, hvor selv helt dagligdags ting var svære.

"Efter jeg blev syg, var det svært for mig at gå i bad. Vandet, der løb ned af mig, det satte alle mine sanser i gang. Jeg var helt færdig efter et bad. Det var, som om jeg havde været på bjergbestigning i flere dage."

Maiken var under uddannelse til pædagog, da hun blev syg, og hun har med støtte fra det psykiatriske system efterfølgende formået at afslutte uddannelsen. Den forkerte side af bordet er dermed også en pædagogisk uddannet kvindes refleksioner over et system, hun pludselig oplevede fra den anden side.

Maiken mener, det er kritisk, at hun under sin allerførste indlæggelse på en psykiatrisk skadestue ikke så meget til personalet. De tre ansatte nægtede endda at spise sammen med deres to patienter.

"Ensomhed har været et gennemgående tema i mit liv, og min følelse af ensomhed blev kun forøget under min første indlæggelse." Siger Maiken. "Personalet henvendte sig stort set aldrig til os patienter. De spurgte os ikke, hvad vi havde behov for. De gav os ikke det samvær, der kunne have gavnet i hvert fald mig."

Maiken Svendsen håber på den måde, at bogen kan være med til at forbedre det psykiatriske system. Desuden er tanken, at den kan hjælpe indlagte og deres pårørende til at forstå, at de ikke er alene i deres kamp mod psykisk sygdom.

Den forkerte side af bordet udkommer fra forlaget EgoLibris d. 1 juni.


Læs mere her

tags: uddannelse, Bornholm, 2007, sygdom, depression,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar