onsdag den 20. maj 2015

Penge til børneafdeling 303B


Michael Christophersen er en mand med en mission. Han vil hjælpe kræftramte børn og deres søskende.Derfor har han med hjælp fra Initiativgruppen fra Thorupstrand, fra Thisted Forsikrings Lokalsikringspris og en lang række sponsorer og medhjælpende firmaer stablet et fantastisk velgørenhedsarrangement på benene i Redningshuset lørdag den 16. maj. Hele overskuddet går til Børneafdeling 303B på Aalborg Sygehus.

OVER 100.000 KRONER TIL BØRNENE
Det var en solbeskinnet, kold og blæsende aften lørdag den 16. maj. på Thorupstrand. Fiskerbådene var for længst trukket på stranden, den kæmpestore Caterpillar der har slæbt bådene op på stranden står stille hen og redningsbåden er trukket ud af redningshuset. Den er fortrængt af 200 feststemte mennesker, der alle har betalt 400 kroner for at deltage i aftenens velgørenhedsmiddag for kræftramte børn.

- Med salg af kuverter og drikkevarer fik vi samlet over 100.000 kroner ind, fortæller Michael Christophersen og fortæller at aftenen var en overvældende succes.

Maden kom fra Svinkløv Badehotel og bestod af en perlerække af lækre retter, hvor hovedingredienserne alle kom fra havet få meter fra redningsstationen. Fisken var leveret lokalt og Badehotellet havde trukket på leverandørernes velvilje for at kunne tilbyde middagen til så billigt som muligt.

Aftenens musikalske hovednavn var Allan Olsen, der spillede to sæt efter den fantastiske middag. Takket være pengene fra Thisted Forsikrings Lokalsikringspris var det muligt at betale så stort et navn, således at overskuddet for aftenen blev endnu større.

HURTIG UDBETALING
De indsamlede penge kommer ikke til at samle støv ret længe, forklarer Michael. Han planlægger at Børneafdelingen i Aalborg allerede skal modtage pengene i uge 21.

- Nu glæder vi os bare til at komme til Aalborg og overrække personalet på Børneafdeling 303B den store check. Så må de bruge den på de syge børn og deres søskende, fortæller Michael.

Michael forklarer, at de ikke har brugt penge på annoncering, men det var netværket og de lokale "jungletrommer" der sørgede for at billetterne blev revet væk.

- Sådan et arrangement er bare et bevis på, at ens netværk virker afslutter Michael. Folk var som en stor glad familie denne aften, hvor de 14 frivillige sørgede for at ingen manglede noget.

Læs mere her

tags: billetter, Aalborg Sygehus, Aalborg, velgørenhed, penge,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar