lørdag den 14. juni 2014

AQUA Akvarium & Dyrepark åbner ny stor udstilling på 2. sal

Torsdag d. 26. juni kl. 13.00 åbner AQUA den store nye udstilling "OplevGudenaa", der er støttet af Nordea-fonden. Udstillingen giver AQUA's gæster en stor indsigt i Danmarks længste å, Gudenåen, der er omkring 150 km lang. Ny udstilling på hele AQUA's 2. sal
Hele 2. sal i AQUA blev ryddet lige efter jul og nu er man klar til at åbne den store nye udstilling "OplevGudenaa". Udstillingen er et partnerskabsprojekt mellem AQUA, Naturstyrelsen og VisitGudenaa og er støttet af Nordea-Fonden. Formålet med udstillingen er at øge formidlingen og synligheden af de danske ådales rige natur og kulturhistorie med Gudenåen som spydspids.

"Det er den største renovering, der er sket af stedet siden åbningen af AQUA i 1993" udtaler Akvarie- og dyreparkchef Jørgen Lund Møller og fortsætter "Vi er meget tilfredse med resultatet og glæder os nu bare til at vise udstillingen frem for vore mange gæster".

Gæsterne får større indsigt i naturen
Den nye udstilling vil give de besøgende stor indsigt i Gudenåens natur og kulturhistorie samt være en motivationsfaktor til at besøge den "ægte" Gudenå. Udstillingen giver gæsterne mulighed for at opleve hele Gudenåens forløb fra sit udspring i Tinnet Krat på den jyske højderyg og til sit udløb i Randers Fjord. Gennem fem fascinerende zoner giver AQUA's nye udstilling mulighed for at opleve hele Gudenåens forløb på en helt ny måde med alle dens vidt forskellige udtryk, fra myldrende ur-insekter til lurende gedder og fra piblende kildevand til mægtig vandstrøm. Som en del af udstillingen, kan gæsterne høre Moder Gudenå fortælle om sit liv som å og gæsterne kan teste om de kan springe lige så højt som en laks eller flyve lige så præcist som en isfugl.

I løbet af formiddagen afholder AQUA en officiel åbning af udstillingen, hvor indbudte gæster sejler med Hjejlen fra Silkeborg Havn og til AQUA. Ved samme lejlighed indvies også AQUA's fem nye shelters og en ny stor bålhytte med plads til 30 siddende gæster.

Læs mere her

tags: Danmark, Nordea, Randers, Silkeborg, motivation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar