søndag den 16. februar 2014

Færre børn skal mangle ilt under fødslen

2.000 læger og jordemødre, heraf 650 fra Region Hovedstaden, har været på skolebænken for at gøre det sikrere at føde.
Projekt Sikre Fødsler skal forbedre patientsikkerheden på alle landets fødeafdelinger. Målet er at halvere antallet af børn med iltmangel i forbindelse med fødslen.

Fælles indsats på tværs af regionerne
Ud af de ca. 60.000 fødsler årligt i Danmark får mellem 500 og 700 børn iltmangel under fødslen. De fleste børn får det godt igen, men i omkring 10 tilfælde bliver barnet alvorligt skadet på grund af for lidt ilt under fødslen.

Sikre fødsler er en fælles indsats, der sikrer, at alle læger og jordemødre bliver trænet i at overvåge moderens veer og barnets hjertelyd. Projektet har også fokus på at sikre arbejdsgange, når færdighederne anvendes i hverdagen på fødeafdelingerne.

Fælles undervisning
Deltagerne i forløbet har både gennemført et e-læringskursus og fået fælles undervisning i overvågning af veer og barnets hjertelyd (CTG) – en undervisning der afsluttedes med en test.

Den fælles undervisning er blevet godt modtaget af det sundhedsfaglige personale. Fx evaluerer en overlæge fra Bornholms Hospital projektet sådan her:

"at jordemødre og læger var på samme kurser, gennemgik samme scenarier, og havde samme test/eksamen gav en følelse af, at vi jo er sammen om dette ansvar med fosterovervågning."

Afdelinger følger udvikling
Antallet af børn, der mangler ilt under fødslen, vil blive overvåget nøje frem mod projektets afslutning i 2014. Og udviklingen opgøres månedligt på afdelingsniveau, så de enkelte afdelinger kan følge deres egen udvikling tæt.

Læs mere her

tags: Danmark, Bornholm, overlæge, Region Hovedstaden, overvågning, undervisning, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar