lørdag den 29. marts 2014

Flere unge vil være smede

For første gang i 13 år er der i år en stigning i antallet af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse. Samtidig tyder meget på, at de unge gerne vil have en uddannelse målrettet et job i industrien. Det glæder Dansk Metal.
For første gang siden 2001 er der i år flere unge fra folkeskolens 9. og 10. klasse, der søger ind på en erhvervsuddannelse, end der var året før. Sidste år var det blot 18,8 pct. af årgangene, der satte kryds ud for en EUD, mens det i år er steget til 19,6 pct. Den udvikling bliver modtaget med glæde hos Dansk Metal:

- Vi har været meget bekymret over udviklingen, hvor færre og færre unge valgte en erhvervsuddannelse, mens flere og flere søgte gymnasiet. Det ser nu ud til, at vi har fået vendt den udvikling, og det er meget glædeligt, siger Per Påskesen, der er uddannelseschef i Dansk Metal.

Han peger på, at det er helt afgørende, at flere unge bliver faglærte:
- Vi får i løbet af få år brug for op imod 32.000 flere faglærte her i landet, fordi de store årgange med mange faglærte forlader arbejdsmarkedet og virksomhederne efterspørger faglært arbejdskraft. Det gælder især indenfor industrien, forklarer Per Påskesen.

Optagelsestallene viser da også, at de unge i høj grad har lyttet til det budskab. Der er nemlig en markant stigning indenfor de indgange, der i høj grad har uddannelser rettet mod industrien.
Således er der i år 20 pct. flere ansøgere til indgangen "Strøm, styring og it", ligesom 17 pct. flere har søgt ind på "Produktion og udvikling", der har klassiske industri-uddannelser som industritekniker, smed og værktøjsmager:

- Vi har allerede nu mangel på kvalificeret arbejdskraft i visse dele af landet, og det problem vil vokse, hvis ikke vi får uddannet nogle dygtige folk hurtigt. Derfor er det meget glædeligt, at der nu er flere unge, der vil prøve kræfter med industriuddannelserne, siger Per Påskesen, der dog samtidig kommer med en opfordring til virksomhederne:

- Det er helt afgørende, at virksomhederne også får oprettet nogle flere praktikpladser. Det er nu engang den bedste måde at få uddannet flere faglærte, hvis de får en praktikplads, når de er færdige med grundforløbet. Derfor håber jeg meget, at virksomhederne også vil spille med, siger Per Påskesen.

Læs mere her

tags: uddannelse, EU, 2001, virksomhed, folkeskole, praktikplads, arbejdsmarked, Dansk Metal, uddannelseschef, gymnasiet, arbejdskraft, værktøj,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar