torsdag den 22. maj 2014

Konger og dronninger genopstår for at fortælle børn og unge om Danmarks verdensarv

Prinsesse Marie er med i Roskilde Domkirke, når en dansk og en libanesisk Unesco-skoleklasse i dag står ansigt til ansigt med Harald Blåtand, Christian 7. m.fl. ved lanceringen af en ny app om de tre danske Unescoverdensarvssteder, Kronborg Slot, Roskilde Domkirke og Jelling-monumenterne. App'en Verdensarv er udviklet som et led i Kulturministeriets strategi for at gøre kunsten og kulturen til en større del af børn og unges liv. Her rejser Danmarks gamle konger og dronninger sig fra graven og fortæller deres personlige historier fra Kronborg Slot, Roskilde Domkirke og Jelling-monumenterne.

Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Verdensarvs-appen er et af de læringsværktøjer, der skal være med til at styrke børns viden om og interesse for kultur. Den skal bruges som en del af undervisningen i folkeskolen og i fritiden. Den tager udgangspunkt i gode levende fortællinger, som skaber lyst til at lære mere om vores verdensarvssteder. Og så skaber den et godt samspil mellem det fysiske og det digitale, som gør den brugbar både hjemme i klasselokalet og ude på de tre verdensarvssteder."

App'en kan bruges på Danmarks tre verdensarvssteder, Jelling, Kronborg og Roskilde Domkirke, eller hjemme fra sofaen, hvor man kan opleve stederne på 3D-kort, 360-graderspanoramaer og i nogle tilfælde fra vinkler, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden.

Konger og dronninger genopstår
Inde i domkirken toner Christian 7. frem på skærmen og fortæller om det dramatiske brud med hans ven lægen Struense, når man holder iPad'en hen til det sted, hvor han ligger begravet. Ved Jelling rejser Harald Blåtand sig i fuld rustning og fortæller om Danmarks første kristne kirke og den tyske kejser Otto, der ikke brød sig om gilder i Valhalla, mens dronning Sofie på Kronborg Slot fortæller, hvordan hun som 14-årig blev gift med Frederik 2., selv om han egentlig var forelsket i den forældreløse adelsdatter Anne Hardenberg.

App'en er udviklet af Redia for Kulturministeriet i samarbejde med de tre verdensarvssteder og er finansieret af Arbejdsmarkedets Feriefond. Appen kan downloades gratis i Appstore, men der vil også være mulighed for gratis at låne en iPad.

Fakta om verdensarv
Der findes 981 helt unikke steder i verden, som er udnævnt til verdensarv af FN-organisationen UNESCO. I Danmark har vi i øjeblikket tre steder: Jelling-monumenterne, Roskilde Domkirke, og Kronborg i Helsingør. For nylig er Stevns Klint og Vadehavet rykket tættere på en plads på den prestigefyldte verdensarvsliste. I Grønland er Isfjorden i Ilulissat verdensarv

Læs mere her

tags: Danmark, Kulturministeriet, FN, downloade, kunst, Grønland, jorden, Roskilde, Helsingør, folkeskole, UNESCO, strategi, organisation, undervisning, værktøj, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar