mandag den 26. oktober 2015
Nu får vi et Ungdommens Folkemøde på Frederiksberg i september 2016
Foreningen Ungdomsbureauet står bag arrangementet, som vil samle op mod 10.000 unge og over 40 forskellige organisationer i Søndermarken i efteråret 2016.
Med snart to år på bagen søsætter Ungdomsbureauet nu deres hidtil største arrangement, Ungdommens Folkemøde. Foreningen vil samle unge fra hele landet i en ambition om at skabe en platform, som tager de unges tanker, ideer og bekymringer seriøst. Mange uddannelsesinstitutioner har problematiseret, at det etablerede folkemøde på Bornholm ligger midt i eksamensperioden i juni, hvilket har gjort det vanskeligt for unge at deltage. Derfor bliver Ungdommens Folkemøde afholdt i september, for at så mange unge som muligt kan deltage.
Det er dog ikke kun de ændrede datoer, der har været en motivation for at skabe Ungdommens Folkemøde. Ungdomsbureauet mener, ikke at ungdommens stemme er stærkt nok repræsenteret på Folkemødet på Bornholm. "Selvom Folkemødet er en fantastisk arena, er den også meget koreograferet. Det er de samme få unge, du ser inviteret til paneldebatterne, og de skal altid repræsentere en bestemt politisk holdning. Vi ønsker i højere grad at se og høre unge som netop unge, og ikke yngre repræsentanter for en allerede etableret holdning", udtaler festivalleder og medstifter af Ungdomsbureauet Kenneth Salomonsen.
Særligt for Ungdommens Folkemøde vil de deltagende organisationer i løbet af arrangementet afholde problemorienterede workshops med større grupper af unge, som i fællesskab skal udarbejde ideer og løsningsforslag til centrale samfundsproblematikker. Samtidig danner Ungdommens Folkemøde rammen for, at unge kan møde faktiske politiske aktører, stille spørgsmål, indgå i dialog og engagere sig i samfundstematikker.
Ambitionen er at samle op mod 10.000 unge og 40 forskellige organisationer til Ungdommens Folkemøde, der finder sted i Søndermarken på Frederiksberg d. 8. og 9. september 2016.
Ud over Ungdommens Folkemøde er Ungdomsbureauet i gang med en lang række andre projekter. Til at understøtte de mange nye projekter og særligt Ungdommens Folkemøde, har Ungdomsbureauet nedsat en bestyrelse bestående af fremtrædende personligheder fra erhvervslivet, uddannelsesverdenen og frivilligområdet. Et af de nye bestyrelsesmedlemmer, Agi Csonka, direktør for SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, fortæller om Ungdomsbureauet: "De udvikler innovative fællesskaber, som giver unge mulighed for at deltage i demokratiet på egne betingelser - og de fortæller os alle noget vigtigt om unges livsbetingelser".
Thea Hass, National Chef for Ungdommens Røde Kors, glæder sig også til at deltage i det fremtidige arbejde: "Ungdomsbureauet har fra den første dag haft et særligt talent for at få skæve ideer til at blive bæredygtige, og har tilføjet den offentlige debat en væsentlig stemme ikke bare på egne, men på alle unges vegne. Det talent håber jeg at kunne være med til at videreføre og forstærke gennem Ungdomsbureauets bestyrelse."
Ud over Thea Hass og Agi Csonka består bestyrelsen af Camilla Wang, rektor UC Sjælland, Mikkel Bohm, direktør NTS-centeret tidl. Danish Science Factory, Annemette Færch, formand Færch Fonden og Jesper Møller, AS3 Executive og tidl. direktør Toms.
Læs mere her
tags: direktør, politi, uddannelse, Sjælland, Frederiksberg, Bornholm, Røde Kors, SF, bestyrelsesmedlem, 2016, erhvervslivet, organisation, motivation, uddannelsesinstitution, rektor, Forskning,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar