søndag den 7. september 2014

Monster Buster – få ram på uhyret under sengen

I ny Ramasjang-serie får børn hjælp til at møde deres fantasimonster og få et alvorsord under fire-fem øjne. For selv om monstre er ren fantasi, er de skræmmende og meget ubehagelige at have liggende under sengen. Grønne monstre med skarpe tænder, vaklende zombier med lange kløer og klamme uhyrer, der laver mystiske lyde, når man skal sove. Børn har en levende fantasi, og selvom de inderst inde ved, at disse monstre kun findes oppe i hovedet, kan de godt blive rigtig bange, når lyset bliver slukket om aftenen. Men nu er der hjælp at hente. For de tre seje Monster Buster-værter Mille, Silja og Jacinta ved præcis, hvordan man ser sit monster i øjnene.

I Ramasjang-serien 'Monster Buster' tager de ud og besøger børn, der er bange for monstre, zombier og uhyrer. Sammen får de styr på, hvordan monsteret ser ud, hvordan det bevæger sig, hvordan man kan fange det - og ikke mindst, hvad man skal gøre ved det, når man fanger det. Serien er inspireret af psykologers arbejde med børn og angst og viser nogle af de redskaber, som forældre også kan bruge, når børn er mørkerædde eller bange for de væsner, de skaber i deres fantasi.

"4-5 års børns forestillingsevne er så levende, at det kan være svært for dem at skelne mellem fantasi og virkelighed. I mørket ser og føler de uhyrer og monstre, og deres frygt er reel. Derfor er det vigtigt, at vi tager dem alvorligt og prøver at bearbejde frygten sammen med dem gennem snak og leg. Med 'Monster Buster' håber vi at give både børn og forældre inspiration til at snakke om frygt og håndtere følelsen af at være bange. Samtidig er monstre og gys noget som har en kæmpe fascinationskraft - at lege med den verden er også sjovt," siger Ramasjang-redaktør Ulla Hæstrup.

Særlige monster metoder
I serien har Monster Buster-værterne hver deres særlige metode til at få bugt med monstrene. Mille udtænker monster-fælder sammen med børnene, der fortæller hende, hvad man kan lokke monstrene med og hvad man kan gøre ved dem, når man fanger dem. Jacinta kan tegne en fantomtegning efter børnenes beskrivelser, og sammen lægger de farver på for til sidst at sætte tegningen i fængsel. Og Silja kan klæde sig ud som monsteret, så børnene kan se på det, røre ved det og kramme eller kilde det - alt efter hvad det har fortjent.

Monster Buster på dr.dk
På www.dr.dk/ramasjang kan både børn og forældre få tips til, hvordan de får bugt med et monster ved at tegne, bygge fælder, klæde sig ud eller skabe en monsterfri zone. På sitet findes desuden en række artikler om børns frygt og hvordan forældre kan hjælpe.

'Monster Buster' har premiere på DR Ramasjang den 22. september klokken 17.

Læs mere her

tags: fængsel,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar