fredag den 26. december 2014

Nye EU-regler beskytter børn mod giftigt bly

Ny aftale i EU sikrer børn mod det giftige stof bly. Modsat Danmark har mange lande i EU indtil nu slet ikke haft regler på området. Derfor glæder det miljøminister Kirsten Brosbøl, at alle børn i hele Europa nu bliver bedre beskyttet. Landene i EU har besluttet, at nye krav skal beskytte børn mod bly i produkter som for eksempel tøj, sportsudstyr og barnevogne. Modsat Danmark, der i mange år har haft krav til blyindholdet i en lang række produkter, har mange lande i EU indtil nu slet ikke haft regler på området.

Miljøminister Kirsten Brosbøl glæder sig over reglerne og understreger vigtigheden af, at EU-landene har fælles regler på så vigtigt et område som at beskytte vores børn mod bly.

- Bly er et giftigt stof, der kan skabe indlæringsproblemer hos børn, hvis de får det i munden. Vi har i Danmark længe været bannerførere på området, så det glæder mig, at hele EU nu får regler, som beskytter børnene, siger Kirsten Brosbøl.

Den mængde bly, der må være i danske produkter, stiger marginalt, men samtidig betyder de nye regler en lille udvidelse af de danske regler, og for eksempel vil metaldele i tøj nu blive omfattet af reglerne.

- Jeg er generelt bekymret over den kemi, vi bliver udsat for, og jeg vil fortsætte med at presse på for strammere regler over for andre stoffer, der er skadelige. Derfor har jeg sammen med syv af mine EU-ministerkolleger netop bedt EU's nye kommisærer om at stramme op i forhold til at sikre forbrugerne mod skadelig kemi, siger Kirsten Brosbøl.

Reglerne skal nu formelt godkendes af Ministerrådet og Parlamentet og vil træde i kraft et år efter offentliggørelsen.

Læs mere her

tags: Danmark, Europa, EU-lande, EU, kemi, miljø, Miljøminister,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar