onsdag den 24. december 2014

Ramasjang har fået sin helt egen lufthavn

Ramasjang har fået sin helt egen lufthavn. Kristian - kendt fra 'Ramasjang Mysteriet' - forsøger sammen med fire elskelige dukker; Øvst, Finn Falk, Sus og Flummer at få alle fly sikkert af sted og holde lufthavnen kørende. Men det er ikke altid lige let. Der opstår næsten altid problemer, som truer lufthavnens eksistens. En alt for tung kuffert, der blokerer bagagebåndet eller nogle små søde mus, der gnaver i ledningerne, kan være ret store udfordringer, og så må Ramajetterne sammen kæmpe for lufthavnens overlevelse. Heldigvis klarer de fem venner altid skærene og udvikler sig samtidig personligt, når de lærer nye ting om sammenhold, venskab eller plads til forskellighed.

'Ramajetterne' er hverdagsdrama med problemer og følelser, som børnene kan genkende fra deres egen hverdag i børnehaven. For dukkerne reagerer og tænker som børn, selvom de har ansvarsfulde job i en lufthavn.

Ramasjang lufthavn er et humoristisk univers for både børn og forældre, hvor man altid er i godt selskab, men det er også et sted, hvor man øger sine sociale kompetencer, får pirret sin nysgerrighed og måske lærer en lille smule om den store spændende verden uden for Ramasjang.

Kendingsmelodien er skrevet af Martin Brygmann, og Kristian Gintberg har selv skrevet farvelsangen sammen med Jan Rørdam.

'Ramajetterne' har premiere den 1. januar klokken 17.30 på Ramasjang.

Læs mere her

tags: børnehave,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar